
Teater
I Thy lever teaterlivet fuldt ud. Her er både mulighed for professionelle- og amatørskuespillere, for tekniske genier og kreative sjæle. Thy har omkring 10 forskellige teaterforeninger og et utal af inden- og udendørs scener, hvoraf Thisted Musikteater kan nævnes som Thys største kulturhus med over 100 arrangementer årligt.
I Thy gøres der meget ud af kulturlivet - også på teater fronten. Foreninger og virksomheder arbejder tæt sammen om teaterlivet og tilbyder teater for alle aldre - både som tilskuer og deltager.
Thy Teater er et egnsteater, som årligt afholder tre større forestillinger og turnerer flittigt rundt i Danmark. Et kulturelt fyrtårn, som leverer kvalitetsteater for såvel thyboere som øvrige danskere. Om vinteren står Thy Teater for Teater på Kanten Festival, hvor der år efter år er en god blanding af børne-, unge- og voksenteater.
Der findes et utal af større og mindre forestillinger hele året rundt, som kan nydes af dig som turist eller fastboende i Thy. Hertil kan nævnes Thisted Teaterkreds, som nu kører for 48. gang og som står for hovedparten af det professionelle turneteater i Thy, Vorupør Amatørscene eller Thisted Morskabsteater, som afholder sommerrevy i Christiansgave Plantage i Thisted.
Der er i Thy både mulighed for at opleve forsamlingshusteater, amatørteater, faste årlige forestillinger, revyer, turnéteatre og meget mere. Limfjordsteatret turnerer både i Danmark og i hele verden, Teutonernes Rejse arbejder både med amatører og professionelle, Fyrspillene i Sydthy fokuserer på Thys historier i deres egnsspil og Kulturforeningen Rosvang opfører teaterforestillinger på Herregården Rosvang.
Del med dine venner!