TINA DICKOW SOLO I THISTED MUSIKTEATER

Overlay

13. september 2019

af Martin Arthur

Koncert

Som en del af Tina Dickows næste soloturné lægger den populære singer-songwriter vejen forbi Thisted Musikteater den 14. december til en koncert, som tager udgangspunkt i hendes nyeste album ’Fastland, inklusiv velkendte sange fra bagkataloget.

Tina Dickow brød igennem i 2005 med albummet ’In The Red’. Hun har i alt udgivet 11 albums, senest ’Fastland’ i efteråret 2018.

Tina Dickows første store danske soloturné i slutningen af 2017 var en ren triumf. Aften efter aften tryllebandt hun publikum på totalt udsolgte spillesteder med sine sange og historier fra en lang karriere. Hun er en fremragende formidler. Meget nærværende. Hun binder på fornemmeste vis de enkelte numre sammen med interessante refleksioner ­­– kloge ord, der maner til eftertanke. Det ledsages alt sammen af en skøn humor, der både er underfundig, skæv, jysk og med masser af selvironi. Tina Dickow skriver selv om sin kommende turné:

“Det var så stor en oplevelse at være rundt i Danmark på solo-turné, at jeg ikke kan dy mig for at spille en del af mine Fastland-koncerter på dén måde: alene med mine guitarer og mine fodtrommer og med god tid til at snakke og fortælle historier fra det virkelige såvel som det uvirkelige liv. Det store spørgsmål bliver, om jeg tager mundharpe og banjo med igen, eller om jeg hiver helt nye instrumenter med på scenen. Nyt bliver det i hvert fald, og jeg glæder mig allerede helt vildt!”

En sjælden mulighed
Det er en sjælden mulighed, som thyboer og andet godtfolk her får for at opleve Tina Dickow live. Sidst hun var i området, var helt tilbage i 2008, på Limfjordsteatret i Nykøbing Mors. Hun har faktisk aner på Limfjordsøen Fur, hvor hendes far stammer fra.

41-årige Tina Dickow er opvokset i Aarhus-bydelen Åbyhøj, og har sidenhen boet i London og København før hun slog sig ned på Island. Hun bor i Reykjavik sammen med musikeren Helgi Jónsson, som udover at være far til deres tre børn også er hendes nærmeste musikalske samarbejdspartner. Hun har modtaget en lang række priser for sin musik, bl.a. Årets danske sangerinde fire gange (Gaffa), P3 Guld-prisen, Steppeulv-prisen for Årets komponist, Danish Music Award for Årets sangskriver, to Robert-priser for Årets score og Årets originale sang samt Kronprinsparrets Kulturpris.

Et afbræk fra juleræset
I mange år har melankolien og rastløsheden været et gennemgående tema i Tina Dickows sange, en evigt nagende tvivl, en søgen efter at finde sin plads i tilværelsen med den konklusion, at der ikke nødvendigvis venter noget bedre rundtom det næste hjørne. I disse år, hvor mange kæmper med at finde tid til det hele, er det godt at komme ned i gear og huske at “sometimes the fastest way to get there is to go slow”, og nogle gange kan man stirre sig så blind på sine omgivelser, at man ikke ænser, at det, man faktisk søger, er “right here”. På netop sådan en aften midt i december, hvor juleræset sikkert er godt i gang, er dette en kærkommen mulighed for at slappe af og fordybe sig i både teksterne og musikken.

Tina Dickow solo, Thisted Musikteater, 14. dec. 2019, kl. 20.00.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!