Hverdagsæstetik gennem farvede briller

Overlay

03. september 2019

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

Mød en kunstner. Hvordan ser verden ud gennem farvede briller, når man leger med lysets farver og bringer fantasien i spil? Det kommer børnehavebørn og skoleelever i Thy til at undersøge – sammen med professionelle kunstnere – på vidt forskellige måder i hele uge 37 under optakten til børnekulturnatten – årets tema er ’Fantasiens øje’.

I uge 37 skydes 'Mød en kunstner'-projektet i gang for fjerde år i træk. Som optakt til børnekulturnatten får børn i 15 skoler og 20 daginstitutioner besøg af en professionel kunstner. Hovedformålet med projektet er at få den lokale børnekulturnat ud til så mange børn som muligt – også til dem, som bor langt fra Thisted by. Projektet giver skoleelever og børnehavebørn en oplevelse med æstetiske læreprocesser og lyst og inspiration til mere leg med æstetik i hverdagen.

Kunstnere fra nær og fjern
I år har alle otte kunstnere i projektet et stærkt forhold til Thy. Tre af de fire kunstnere, der besøger skolerne, har rødder i Thy, og bidrager til temaet med erfaringer og perspektiver fra deres dagligliv langt væk fra deres lokale opvækst. Skolerne får besøg af fotograf Lars Dyrendom, der til dagligt bor i Göteborg, og billedkunstner og skulptør Pia Viborg samt et danserteam fra København bestående af Julie Schmidt og Birgitte Lundtoft. Ude i børnehaverne kommer der også til at ske en masse sjovt, hvor børnene får rig mulighed for at bringe fantasien i spil, når de får besøg af billedkunstnerne Annette Falk, Mette Jensen og Sara Sandahl samt designer Bente Boesen.

Alle folkeskoler og kommunale dagtilbud har fået tilbuddet om et kunstnerbesøg, og rigtig mange har takket ja i år.

”Jeg tror, at den øgede interesse i dette års projekt er et resultat af Kulturtjeneste Thys arbejde gennem de sidste tre år. For nu har skoler og daginstitutioner virkelig fået en god forståelse for, hvad projektet går ud på, og hvordan et kunstnerbesøg kan bidrage til leg og læring,” forklarer konsulent Cathy Brown Stummann, som overtog koordinatorrollen for Kulturtjeneste Thy den 1. august i år.

'Mød en kunstner' er et lokalt initiativ, som får en årlig bevilling fra Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune på baggrund af projektets hidtidige succes, hvor den store værdi af kunstneriske forløb i de lokale skoler og dagtilbud har manifesteret sig lokalt over hele Thy.

Om børnekulturnatten
Siden 2001 har en bred vifte af foreninger og institutioner åbnet deres døre for børn og deres forældre en fredag aften i september og budt på spændende aktiviteter rundt omkring i Thisted by. Arrangementet planlægges af en arbejdsgruppe, som er sammensat af de mange deltagende aktører fra Thy. I år løber aktiviteterne af stablen fredag den 13. september.

Læs mere om alle aktiviteterne her.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!