Børnekulturnatten i Thy – i morgen går det løs

Overlay

12. september 2019

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

…og det gør det traditionen tro med fest og farver. Alle børn og deres familier er inviteret, når byens kulturaktører atter slår dørene op til sjove, lærerige og diverse (u)hyggelige aktiviteter, som alle er bundet sammen af årets tema: ’Fantasiens øje’.

Allerede fra kl. 16 tyvstarter Pædagoguddannelsen på UCN med et omfattende program planlagt af det nye hold pædagogstuderende. Aktiviteterne henvender sig særligt til børnekulturnattens mindste gæster, men alle er velkomne til at gå på opdagelse i den gennemudsmykkede campusbygning. Der vil igen i år køre en bus i pendulfart mellem biblioteket og UCN hvert kvarter fra kl. 15.45. Bussen vil ligeledes være udsmykket af de studerende, som desuden har forberedt nogle små indslag til at gøre køreturen til en fantasifuld rejse.

Aspirantholdet skyder børnekalaset i gang
Store Torv danner rammen om åbningseventet med underholdning fra Musikskolen i Thy.  

”I år har vi planlagt noget helt specielt til åbningen, musikskolens nystartede aspiranthold har nemlig lovet at spille op og give den gas på instrumenterne for de fremmødte. Og så vil borgmesteren – iført  borgmesterkæde, naturligvis – tælle ned fra altanen på Det Gamle Rådhus, inden vi ruller det store banner ud og erklærer børnekulturnatten for åben. Bannereter i år malet af elever fra Tingstrup Skole,” fortæller Nikolai Seidelin Banke, som både er tovholder for årets event og står i spidsen for åbningsarrangementet.

Et program med både aktiviteter og øjeslik
Også i år har aktørerne lagt sig i selen for at forberede en buket af forskellige oplevelser af høj kvalitet til de unge gæster. Oplevelserne er særligt udtænkt til lejligheden og derfor noget, børnene ellers ikke har mulighed for at opleve i hverdagen. Derudover udstiller KulturRummet smagsprøver på de mange kunstaktiviteter, der i løbet af ugen har foldet sig ud i dagtilbud og på skoler over hele Thy under overskriften ’Mød en kunstner’. 

Læs om uge 37-aktiviteterne her.

Animationer på det store lærred
Thisted Børnefilmklub er bare en af de mange aktører, der, i samarbejde med Kino 1-2-3, inviterer indenfor. Og selvfølgelig er biografens lærred børnefilmklubbens øje, som åbner utallige farverige og fantastiske verdener, hvor der i aftenens anledning vises forskellige fantasifulde kortfilm fra Viborg-skolen The Animation Workshop – med gratis popcorn til.

 ”Der er en helt særlig stemning til børnekulturnatten, når børnene i fællesskab med deres familier kryber ind i biografens mørke. Vi er glade for muligheden for at vise børnefilmklubben frem og håber at se mange igen til vores sæsonstart i oktober. Film skal ses i fællesskab,” siger Tina Hornstrup, kasserer i Thisted Børnefilmklub og medlem af arbejdsgruppen bag børnekulturnatten. 

Aftenen afsluttes med det populære fakkeltog, der starter foran biblioteksbygningen og tager en tur igennem byen mod Store Torv, hvor aftenen klinger ud med stemningsfyldt fællessang akkompagneret af FDF-orkestret. Skulle sulten melde sig undervejs, er der mulighed for at nyde medbragt mad flere steder, desuden sælger den socialøkonomiske café Madværkstedet lasagne med krokodillegrønt fra en lille stand på musikskolen – både børn og voksne er velkomne.

Få et samlet overblik over aktiviteterne her.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!