Nytårskoncert med Prinsens Musikkorps og Rasmus Bjerg

Overlay

30. december 2016

af Martin Arthur

Koncert

En af Danmarks mest aktuelle skuespillere og entertainere kommer til Thisted for sammen med Prinsens Livregiment at skyde det nye år i gang på den allerfestligste vis. Det sker ved den store, traditionsrige nytårskoncert i Teutonersalen fredag den 6. januar.

Koncerten bliver et overflødighedshorn af musikalske lækkerier serveret af Prinsens Musikkorps, og samtidig bliver der rig lejlighed til at få sig et godt grin, idet komikeren og skuespilleren Rasmus Bjerg medvirker som vært og solist.

Rasmus Bjerg er kendt som skuespiller og sjov mand i mange sammenhænge, og han har i mere end 15 år har medvirket i utallige film, TV-serier, julekalendere og comedyshows. Mest kendt er han nok for sine roller i TV-serierne ”Livvagterne”, ”Ørnen” og dramaserien ”1864”, og senest har han sammen med Hella Joof på humoristisk vis givet os alle et indblik i, hvordan danskerne levede årtier og århundreder tilbage i TV2-serien ”En bid af historien”.

Som vært og komiker på en række TV-shows som f.eks. ”Zulu Comedy Galla” er Rasmus Bjerg især kendt for sine evner til at få publikum i godt humør. Han har imidlertid også en veludviklet musikalsk side, og det bliver da også Rasmus Bjergs talent som sanger, publikum for alvor vil opleve, når han giver Prinsens Musikkorps følgeskab til nytårskoncerten.

”Det er et scoop, at vi har fået fat i Rasmus Bjerg. Jeg har tidligere arbejdet sammen med ham hos Sønderjyllands Symfoniorkester, og jeg har altid beundret ham for hans humor, opfindsomhed og ikke mindst hans store musikalitet,” siger René Bjerregaard Nielsen, der dirigerer nytårskoncerterne.

Koncerten arrangeres igen i år af Lions Club Thisted, og hele overskuddet fra nytårskoncerten går til en række lokale, velgørende formål.

Der er stadig ledige billetter til koncerten. De kan købes online på thyevent.dk eller ticketmaster.dk eller ved henvendelse til Brandt Revision i Thisted.

Se mere om eventen her.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!