Arild Kvartetten i Doverodde

overlayarild_qt_-efteraar_2018.jpg

På fantastisk vis er det lykkedes os igennem et godt samarbejde med SMK og lokale musikfolk at få dette flotte tilbud til Doverodde Købmandsgård. Palle Heichelmann er ophavsmand til idéen. Han kender flere af musikerne i Arild Kvartetten. Karin Nikolaus er tovholder for Doverodde Købmandsgårds Venner og har kontakten til såvel SMK samt andre samarbejdspartnere i lokalområdet og Thisted kommune. Velkommen

Der er tale om 6 koncerter med i alt 17 strygekvartetter, som vi planlægger at afholde i løbet af tre år, én koncert hvert halve år, den første i efteråret 2019. Inden hver koncert vil der være en orienterende introduktion.
Det kommende udstillingsrum for Statens Museum for Kunst i pakhuset i Doverodde Købmandsgård tegner lovende for akustisk musik, og med baggrund i Thys mange tiltag med klassisk musik, for eksempel Thy Masterclass, vil gennemførelsen af dette Beethoven projekt med noget af det ypperste, der er skabt indenfor klassisk musik, tilføre området en ekstra dimension og dermed være et væsentligt skridt på vejen mod større kreativitet og professionelt kulturliv i Thy.
Man opdeler Beethovens strygekvartetproduktion i tre perioder: de tidlige, de mellemste og de sene kvartetter. De tidlige ungdomsfriske 6 kvartetter i opus 18 skabte han med afsæt i klassikken og Haydn-Mozart. Stilistisk brød Beethoven med klassiske idealer, selv om formtyperne er de samme som hos Mozart og Haydn med symfoni og strygekvartet og genrerne sonateform, rondo og tema med variationer. Men selve det musikalske grundstof: motivet, temaet, harmonikken undergik hos Beethoven en dramatisk forvandling, og de klassiske formelementer behandledes med tiltagende fantasi, frihed og radikal dristighed netop allerstærkest udtrykt i hans strygekvartetter, kammermusikkens rene form.
Efter en pause på 6 år var Beethoven igen aktuel med de første 3 af de mellemste kvartetter. Det er livsbekræftende og passioneret musik typisk for Beethoven i denne periode, stadig på klassisk grund men ofte gennemarbejdet på overraskende vis.
Sammen med disse 3 russiske komponerede Beethoven yderligere to kvartetter i sin mellemste periode.
Der gik 15 år, inden Beethoven vendte tilbage til strygekvartetformen efter en gigantisk produktion af instrumentale koncerter, symfonier, heriblandt hans 9. symfoni, i dag på UNESCOs verdensarvsliste. Men i 1822 fik han en bestilling fra den russiske fyrst Galitzin på 2-3 kvartetter, og hermed startede Beethoven fuldendelsen af sit skaberværk. De sidste kvartetter, som i deres samtid blev benævnt ”de gale” kvartetter, betræder ny jord, selv om man stadig møder de for Beethoven evigt unge wienerklassiske formtyper sonate, rondo, scherzo, tema med variationer, men nu udnyttet med suveræn frigjorthed. Toneorganismer formes og omformes i bølger af spændinger og afspændinger.
Med disse unikke strygekvartetter skabt af Beethoven, en af verdens største musikalske genier til alle tider og spillet af de fremragende musikere i Arildkvartetten vil vi gerne byde Statens Museum for Kunst velkommen til Doverodde Købmandsgård.
Arildkvartettens medlemmer, alle erfarne kammermusikere med ledende stillinger i Det Kgl. Kapel og i DR-Symfoniorkestret, er Tobias Durholm, violin, Johannes Søe Hansen, violin, Stine Hasbirk Brandt, bratsch og Ingemar Brantelid, Cello. Det er et af Danmarks førende kammerensembler, som i 2018 fejrer sit 10-års jubilæum med at spille alle Beethovens 17 strygekvartetter blandt andet på Det Kongelige Teater.
Det er lykkedes for Palle Heichelmann at få gjort Arildkvartetten interesseret i at komme til Doverodde Købmandsgård og spille netop disse Beethovens samlede strygekvartetter fordelt på 6 koncerter, en i efteråret 2019, en i foråret og efteråret 2020 og 2021 og en i foråret 2022.
De fleste af koncerterne vil blive afholdt i pakhuset i Doverodde Købmandsgård, men da det er lidt uvist, hvornår bygningen er ombygget og klar, er det muligt at en eller flere af koncerterne afholdes i Boddum kirke, som ligger lige overfor købmandsgården. Vi har modtaget skriftlig interessetilkendegivelse fra Statens Museum for Kunst, som gerne vil lægge lokale til så mange koncerter som muligt.
Palle Heichelmann har i årenes løb afholdt flere kammerkoncerter i Boddum Musikgård, som ligger tæt ved Doverodde, senest den 21. april 2018.

Med venlig hilsen
Doverodde Købmandsgårds Venner
Fjordstræde 1, Doverodde 7760 Hurup
Kontaktperson: Karin Nikolaus, mobil 40939080

Tidspunkt

  • 08. september 2019
    14:00

Sted

Doverodde Købmandsgård, Fjordstræde 1, 7760 Hurup

41578153

Filer

Ingen filer

Arrangementet er oprettet af Doverodde Købmandsgårds Venner, [email protected]