Overlay

Smagen af Thy


Naturen i Thy er et stort, bugnende spisekammer. Vesterhavets fisk, Limfjordens skaldyr, kød fra dyr der har græsset i nationalparken og bær og grønt fra haverne er noget af det, du kan overraske din gane med.

Limfjorden er internationalt kendt for sine blåmuslinger og den helt specielle Limfjordsøsters, der er i særklasse med sin smag og konsistens. Flere landmænd er vendt tilbage til de gamle dyder, når det gælder opdræt af kvæg og lam, og Nationalpark Thy leverer råvarer til produktion af lokal honning, marmelade og andre lækkerier.

Unikke madoplevelser



Nogle spisesteder serverer herlighederne og Thy-Mors Turisme har udviklet specialdesignede turist-ture, hvor du kan opleve, dufte og smage de lokale fødevarer. Foreningen Regional Madkultur Thy-Mors arbejder for at gøre de lokale fødevarer synlige og tilgængelige.

Bær, honning, lammekød og andre gode varer fra landbruget kan købes på gårdbutikker mange steder i Thy, og både Vesterhavsbyerne og Thisted har forretninger, der sælger friskfanget, røget eller tørret fisk året rundt.

Thisted Bryghus er en af de virksomheder, der gør Thy kendt for kvalitet og kærlighed til råvaren. Porsen til bryggeriets berømte 'Porse Guld' plukkes af medarbejderne på den årlige skovtur.

Spektakulær gourmetoplevelse



Foreningen "Smag på Thy" arrangerer hvert år en stor og spektakulær gourmet-middag på Stenbjerg Kro, der ligger i hjertet af Thy. Middagen tilberedes hvert år af en kendt og kreativ kok, der kan få de bedste smagsoplevelser frem i lokale produkter.

I kærlighed til Thy producerede en række kreative thyboer bogen "Thy til sanserne" sammen med Michelin-kokken Anita Klemensen, der stammer fra Thy.

Du kan se et udbud af restauranter her.

Del med dine venner!