Kulturkaravanen leger med KulturRummet

Overlay

25. september 2018

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

Lad kulturkaravanen være din (kul)turguide denne uge – Kulturkaravane Nord har officielt ramt det thy'ske land. Hele Thy inviterer nemlig til spændende events, og det sker lige midt i din hverdag!

I løbet af denne uge vil en kaskade af kulturevents drysse lidt ekstra fantasi og kreativitet udover vores hverdag her i det nordvestjyske. Årets kulturkaravane sætter nemlig spot på 'Hverdagsglimt', og der er nok at glæde sig til.

 

"Vi har haft særligt fokus på at sprede aktiviteterne ud over Thys farverige og store landskab, og aktiviteterne er for alle – store som små, familier, dem med sprøde sangstemmer, gode lytteører og nysgerrige øjne. Og KulturRummets dygtige folk har tilpasset aktiviteterne, så de lugter lidt af Thy," siger Eva Sjælland, udviklingskonsulent i KulturRummet.

 

Oplev hverdagsmagi til brevskrivningskoncert

Det er ikke hver dag, du får en hel time foræret, hvor der er dømt ro, refleksion og rigtig god udsigt. Men i morgen er der indbudt til brevskrivningskoncert ved Hanstholm Fyr. Det foregår kl. 18-20, hvor forfatter Mette Hegnhøj og idéhistoriker Nikolaj Banke disker op med stemningsmusik og skrivehygge. Pak madkurven, fat pennen og grib chancen for at skrive det brev til nogen, du så længe har tænkt på.

 

Lyrikbingo ved Landingspladsen

Poetisk weekendhygge med sjov konkurrence? Ja tak! På lørdag er KulturRummets trofaste bogbus forvandlet til en lyrikbus fuld af gode digtsamlinger, oplæsninger og konkurrencer, som kan opleves kl. 10-11 ved Landingspladsen i Vorupør. Og kl. 11-13 er der lystig lyrikbingo i Madpakkehuset, hvor der battles i poesi.

 

Lene Malle fra Biblioteket i Thy lover en sjov eftermiddag: "Når alle digte er læst op og præmierne fordelt, vil det være tid til at kunne læne sig tilbage og lytte til lidt god musik – og evt. spise den medbragte madpakke. Så kom forbi med hele familien til en sjov oplevelse, hvor der leges med ord."

 

Litterære blackouts og skattejagt i skolerne

Til daginstitutioner, skoler og ungdomsuddannelser tilbydes i denne uge også en perlerække af læringsforløb, hvor børn og unge kan sætte naturen under lup, lave Blackout Poetry og gå på oplæsningsskattejagt.

 

"Det styrker kun KulturRummets samarbejde med skoler og daginstitutioner, når vi via kulturkaravanens tilbud kan give børn og unge helt unikke lærings- og oplevelsesglimt i samarbejde med de eksterne kunstnere, der i ugens løb kommer til Thy og faciliterer læringstilbuddet sammen med KulturRummets personale," lyder det fra Eva Sjælland.

Det bliver spændende at opleve, hvad vi får ud af vores hverdagsglimt i år. For ligesom Dan Turèll holder vi (mest af alt) af hverdagen – det er jo svært at gøre andet, når man bor her i Thy.


Læs mere om alle arrangementerne her på eventportalen.

 

Om kulturkaravanen

Kulturkaravane Nord er en del af den regionale kulturaftale KulturKANTen, men realiseres ved lokale samarbejder mellem kulturinstitutioner, kunstnere, virksomheder, skoler og andre kulturaktører i forskellige dele af Region Nordjylland.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!