En efterårsferie med kreativt samvær og fællesskab

Overlay

28. september 2018

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

Pop-Pilot. Uge 42 er lige om hjørnet, og i år bliver det noget ganske særligt for et dusin piger i Thy, de skal nemlig på 6-dages musikcamp i KulturRummet – et energisk og stemningsfuldt fællesskabstraktement, hvor dygtige instruktører guider deltagerne ind og ud af musiklivets mange facetter.

Musiklejren er især et godt tilbud, hvis man gerne vil afprøve sin interesse for musik. Og selvom flere af deltagerne tidligere har spillet musik eller allerede er elever hos Musikskolen i Thy, er det ikke en forudsætning for at deltage i Pop-Pilot, at man kan spille eller synge – bare man har lysten. På den første dag præsenteres alle deltagerne for en række instrumenter, og når dagen er omme, skal de selv vurdere, hvad de har lyst til at gå videre med.

 

Det sted, hvor de unges selvbillede former sig

Musiker Maja Ahlgren Westman er en af de 14 erfarne instruktører, der vil motivere og inspirere deltagerne til at arbejde selvstændigt med musikken. Det er tredje gang, at hun stiller op til Pop-Pilot – og denne gang kommer hun til Thisted.

 

"Projektet er for alle 13-16-årige piger, der har lyst til at indgå i et passioneret fællesskab omkring musik. Det er en spændende alder, hvor de forholder sig meget til sig selv, og hvem de gerne vil være. Og musikken er et af de steder, hvor de unges selvbillede kan forme sig," siger Maja Ahlgren Westman.

 

Instruktørholdet på Thisted-campen består desuden af Emilie Espichicoque, Sara Gacic, og Kamilia Amélie. De har alle mange års musikalsk erfaring og er klar til at lære fra sig, når de kommer til Thy den 13. oktober.

 

Unikke oplevelser og en større sag

Pop-Pilot har fokus på fællesskab, originalitet, empowerment – og så selvfølgelig musik, egne kompositioner og tekster.

 

"Pop-Pilot er et fint eksempel på noget af det, vi kan i KulturRummet: at skabe de gode rammer for det udøvende og performative. Vi har længe ønsket at hente konceptet til Thy, og det er virkelig glædeligt, at det i år er lykkedes – især fordi vi netop er blevet færdige med det store byggeprojekt, så vores faciliteter er jo bare perfekte til sådan en musikcamp," siger biblioteks- og musikskoleleder Thomas Antunes. "Med Pop-Pilot har vi mulighed for at skabe unikke oplevelser for de enkelte deltagere, samtidig med at vi kobler os på en større sag, der rækker langt ud over landets grænser, nemlig den udfordring, at piger langt oftere end drenge mister interessen for musiklivet i teenageårene. Det vil vi gerne være med til at sætte fokus på – og ændre."

 

It's not about the money

Et centralt princip i Pop-Pilot-konceptet er, at alle skal kunne være med. Uanset om pigernes forældre har råd til at sende deres datter af sted. Derfor betaler man efter den såkaldte sliding-scale-model, hvor prisen bliver fastsat efter forældres indkomst. Økonomisk råderum skal nemlig ikke være definerende for de musikelskende pigers muligheder.

 

KulturRummet og Kulturtjeneste Thy har i samarbejde med Dansk Rock Samråd desuden besluttet at give en håndfuld fripladser til piger, som trænger til et ekstra skub. Piger, for hvem Pop-Pilot kunne være et afbræk fra en hård hverdag eller en svær familiesituation og til piger, som ganske simpelt har interessen og evnerne, men ikke midlerne. Tildeling af fripladser sker i samarbejde med musikskolens undervisere og folkeskolernes AKT-lærere.

 

Deadline for tilmelding er 1. oktober, og der er stadig et par ledige pladser på Thisted-campen.

 

"Jeg er sikker på, pigerne får en fantastisk uge hos os med masser af spændende workshops og intenst samvær. At Madværkstedet står for forplejningen hele ugen, er bare et ekstra plus, der både er med til at binde hele oplevelsen sammen for deltagerne og samtidig understreger de synergistrømninger, der er så vigtige for os i KulturRummet," slutter Thomas Antunes.

 

Læs mere om Pop-Pilot i Thy her.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!