Næsten udsolgt til julekoncert med Stig Rossen

Overlay

19. november 2018

af Martin Arthur

Koncert

I 24 år har Stig Rossen turneret landet rundt med sine populære julekoncerter.

Den 30. november kommer han for 2. gang til Teutonersalen i Thisted, hvor han i år, udover sit store orkester, har gæstesolisten Andrea Lykke Oehlenschlæger med på turné. Andrea har tidligere sunget sammen med en række danske navne, bl.a. Nephew, Simon Kvamm og The Antonelli Orchestra.

Sidste år blev julekoncerten hurtigt udsolgt, og også i år ser den ud til at være populær, fortæller Niels Brandt fra Lions Club Thisted, som er arrangør af koncerten:

”De første billetter blev revet væk allerede i sommer, da vi satte billetterne til salg, og på nuværende tidspunkt har vi under en fjerdedel af billetterne tilbage. Så det gælder om at være hurtig, hvis man vil sikre sig en stol i Teutonersalen, der i alt har plads til 700 personer.”

Alt overskud går til velgørende formål
Lions Club Thisted har en årelang tradition for at arrangere velgørenhedskoncerter, hvor overskuddet fra koncerten anvendes til lokale og primært social og humanitære formål, bl.a. uddeler Lions Club hvert år et stort antal julepakker og støtter arbejdet i frivillige foreninger og sociale institutioner gennem en række årlige donationer.

”Det er en stor glæde for os i klubben, at så mange hvert år deltager i vores koncerter og på den måde bidrager til, at vi kan støtte de i vores lokalsamfund, der har et særligt behov,” fortæller Niels Brandt og bemærker, at overskuddet fra koncerten primært fremkommer ved salg af drikkevarer ifm. koncerten.

”I år ligger koncerten på en fredag aften, så vi håber at rigtig mange har lyst til at komme i god tid til koncerten, nyde en drink i baren og på den sidste dag inden decembers juletravlhed sætter ind ønske hinanden en rigtig glædelig jul.”

Koncerten starter kl. 20.00, og dørene og åbner allerede kl. 19.00
.

De sidste billetter kan købes online
.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!