Nye oplevelser på vej til Nationalpark Thy

Overlay

23. marts 2018

af Martin Arthur

Ud i naturen

Jyllandsakvariet har markeret starten på det nye år med en række østers– og skaldyrssafarier, der tager udgangspunkt fra Nationalpark Thy. Turene er en smagsprøve på det oplevelsesprogram som JyllandsAkvariet har igangsat på Agger Tange.

”Ved at samarbejde endnu mere på tværs af kommunegrænserne langs Vestkysten har vi fat i noget af det mest centrale i de 11 kommuners formål med at etablere Partnerskab for Vestkystturisme. Vi fandt på initiativet sammen for gøre hinanden endnu stærkere og øge udbuddet af aktiviteter – til fælles glæde,” siger Ole Riis, Turistchef Visitthy

"For os betyder kommunegrænserne ikke noget. Vi flytter gerne rundt alt efter de store oplevelser i naturen og efter, hvor efterspørgselen er stor. Det kan være med ture for enkeltpersoner, men også meget gerne oplevelser, der sammensættes til større grupper, familie-­‐komsammener  og personaleforeninger," siger Michael Madsen, indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.

Ravsafari og seafood-jagt
Onsdag den 28. marts er første dag for Ravsafarier fra Agger Tange og tirsdag den 3. april starter JyllandsAkvariet ud med forårets første seafoodsafari. Den tager udgangspunkt fra Nationalpark Thy. Iført waders går man på gourmetjagt i den vestlige Limfjord i Nationalpark Thy.

Jagten går efter de friske østers og muslinger og suppleres med andre af områdets fineste råvarer. Efter jagten smages der på østers, og derefter tændes der op i kulgrillen. Kokken tilbereder en udsøgt årstidsbestemt seafood-menu med tilhørende kold hvid– og mousserende vin.

Udover østers og muslinger kan menuen bestå af frisk fisk fra dagens fiskeauktion i Thyborøn, krabber og andre skaldyr. De østers og muslinger, man plukker, må naturligvis beholdes efter turen.

Skulle man være forhindret i at deltage på turen den 3. april, så gentages succesen – de efterfølgende arrangementer finder du i kalenderen.­­

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!