Surfere indtager igen Thy til DM i surf

Overlay

17. maj 2018

af Martin Arthur

Sport

Den danske elite er endnu en gang klar til at indtage Cold Hawaii-kysten til anden del af årets Danish Surf Tour – DM i Surf.

Første del blev afholdt i Klitmøller og Vorupør i forbindelse med Cold Hawaii Film Festival den 4.-5. maj, og her fik de lokale surfere fra NASA topplaceringer i kampen om vigtige DM-point. Og disse point skal forsvares på hjemmebane endnu en gang, når surftouren rammer Cold Hawaii den 26.-27. maj 2018.

Stoppet er arrangeret af Dansk Surf & Rafting Forbund i samarbejde med Thisted Kommune og HF Cold Hawaii – og med Cold Hawaii Board Shop i Klitmøller som eventpartner.

”Det bliver endnu engang en weekend med surf fra den absolut øverste hylde, og med gratis adgang for publikum. Vi vil nogle dage forinden melde ud, hvorvidt vejret arter sig til surf i Cold Hawaii på det planlagte tidspunkt, samt hvornår og hvor på Cold Hawaii konkurrencen finder sted. Sidste gang afviklede vi første del i Klitmøller og anden del i Vorupør,” fortæller Martin Bro fra Dansk Surf & Rafting Forbund.

Der vil blive dystet i Mens Open, Women, Junior og Longboard Open for alle.

”Vinderne samler point til den endelige DM-titel. Vi har fire stop på touren i alt fald, før vinderen kåres. Der er plads til 44 deltagere til hvert stop på touren, og der var udsolgt på første stop,” fortæller Martin Bro.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!