Sprogspilopper i det grønne

Overlay

02. maj 2018

af Martin Arthur

Ud i naturen

Sprogfitness 2018. 70 biblioteker fra hele landet bevæbner sig i disse dage med leg og frisk forårsluft i kampen mod indlærings- og sprogbarrierer. Og det populære koncept har især vundet indpas hos Thy-børnene, der som noget nyt i år spiller med sprogmusklerne i både Thisteds bypark og det vindblæste Hanstholm. Slip ordene fri!

I løbet af de næste dage bliver både Hanstholm Fyr og Christiansgave i Thisted omdannet til sproglige fitnesscentre, når lokale 0. klasser skal træne rim, ordforråd og fantastiske fortællinger på den årlige Sprogfitness-dag. Deltagerlisten tæller over 130 børn fra både Østre Skole, Tingstrup Skole, Tilsted Skole og Hanstholm Skole.

"I år er tredje år i træk, at vi afholder Sprogfitness her i Thisted Kommune, og vi glæder os! Det startede jo i Aalborg, men nu har det bredt sig til hele landet," fortæller bibliotekar Tenna Bregendahl, der er en af tovholderne fra Biblioteket i Thy. Bag Sprogfitness-dagen i Thy står KulturRummet og pædagoguddannelsen på UCN i Thisted.
 

Natur og sprog mødes i KulturRummet
Første dag med Sprogfitness er i morgen den 3. maj i Nordthy, nemlig ved Hanstholm Fyr, hvor både mini-SFO og 0. klasse fra Hanstholm Skole skal træne sprogmusklerne. Ligesom KulturRummet har Hanstholm Fyr gennemgået en spændende forvandling i løbet af de seneste år og er nu et spirende kulturmiljø.

 

Læs mere om eventet her.

 

Dagen efter samles 104 børn, når der bogstaveligt talt skal leges med sproget i byens største grønne rum, Christiansgave. Ganske vist har biblioteket i Thisted for nylig fået flotte nye lokaler, men de lingvistiske løjer kommer til at løbe af stablen på den anden side af vejen i byparkens friske luft.

 

Læs mere om eventet her.


Leg giver lyst til læring
Sprogfitness er et initiativ, der forsøger at nytænke rammer for sproglig læring og bredt styrke børns sprogfærdigheder gennem leg og luft. Initiativet er nu blevet et integreret modul i pædagogstudiets undervisningsplan, så der hvert år udvikles nye lege til Sprogfitness-dagen.

Trine Høgh fra UCN underviser de pædagogstuderende, der deltager i år. "Sprogfitness er en fantastisk mulighed for, at vores studerende kan snuse til praksis og få en smagsprøve på livet som færdiguddannet pædagog," fortæller Trine Høgh. "Vores feedback fra skolelærerne er i øvrigt, at de er glade for at have en dag, hvor de står lidt på sidelinjen, for det betyder, at de kan få lov til at opleve deres børn på en anden måde end til daglig."
 

"Hos Biblioteket i Thy oplever vi også, at det legende element giver pote, og vi har sådan glædet os til, at det blev tid til Sprogfitness endnu engang. Det plejer altid at være så sjovt! Vi får en masse glade børn ud af det. Det er jo en helt anderledes måde at lære sprog på, og vi synes, det er enormt vigtigt at gøre det sjovt at lære," fortæller Tenna Bregendahl begejstret.

En af kongstankerne bag KulturRummet, som både biblioteket og Christiansgave er en del af, er netop at få kommunens forskellige kultur- og læringsrum til spille sammen – også på tværs af fagmiljøer og geografi. Med et event som sprogfitness er det ikke svært at se de muligheder, der ligger i at turde tænke på tværs.

 

Vi ses til en ordentlig omgang ordballade!

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!