3 generationer er helt elektriske med Thy-Mors Energi

Overlay

06. maj 2018

af Martin Arthur

Erhverv

Elektrikerlærlingen, rengøringsdamen og kantinelederen på Thy-Mors Energis kontor i Thisted er i familie.

Ingrid Lundsteen, Lene Kristensen og Chris Kristensen er henholdsvis mormor, mor og søn og er alle tre ansat i Thy-Mors Energi. Det er ikke helt tilfældigt, at de er endt på samme arbejdsplads – for de har været så glade for deres egen arbejdsplads, at de har hevet de andre med ind.

For 23 år siden startede Ingrid med at gøre rent på Thy-Mors Energi i Thisted, og det gjorde hun i ti år, indtil hun kom i kantinen, og de sidste mange år har hun været leder af kantinen.

Da der på et tidspunkt blev en ledig stilling i rengøringen, og Ingrids datter Lene trængte til nye udfordringer, lod hun hende det vide. Lene var hurtig til at sende en uopfordret ansøgning – og fik stillingen i rengøringen. Igennem tiden har hun hjulpet sin mor adskillige gange i kantinen – og nu hvor Ingrid her i foråret efter 23 år går på pension, er det Lene som overtager kantineledelsen.

Det er ikke hver dag, de snakker sammen på arbejdet, nogle gange hilser de bare i kantinen.

”Vi er jo nødt til at være professionelle, så vi tager ikke private ting med på arbejde, så det kan da godt være lidt udfordrende at finde balancen, men jeg synes, det er gået fint,” fortæller Lene.

Lene syntes, at Chris skulle opleve en rigtig god arbejdsplads, så hun gav ham en hjælpende hånd.

Chris fortæller:  ”Ja, min mor smed en ansøgning herind bag min ryg. Jeg ville gerne være elektrikerlærling. Thy-Mors Energi sendte ansøgningen videre til en samarbejdspartner, og nu er jeg i elektrikerlære hos El-kontakten i Bedsted, hvor jeg så skal være i praktik hos Thy-Mors Energi i et halvt år og kommer rundt i de forskellige afdelinger.”

”Chris er i et praktikforløb hos Thy-Mors Energi, da vi ikke selv har lov til at uddanne elektrikere,” fortæller HR-chef Diana Andersen.

Chris føler sig rigtig godt tilpas, og det har sikkert noget at gøre med, at han som lille har været med mor på arbejde og med til personalearrangementer.

”Så jeg kender jo stedet rigtig godt, og jeg har det som blommen i et æg. De har sagt, at hvis der var det mindste, skulle jeg bare komme og sige til, det er jo dejligt,” siger han.

De tre generationer er generelt helt elektriske med deres arbejdsplads.

”Vi har stor frihed under ansvar, det er virkelig dejligt,” siger Ingrid, og Lene oplever, at der bliver taget godt hånd om alle medarbejdere. ”Ja, jeg har ikke fortrudt et sekund,” slutter Lene.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!