Tesla-taxaer på Mors på vej mod 1 million kørte kilometer

Overlay

12. juni 2018

af Martin Arthur

Erhverv

Elbiler er blevet et reelt alternativ for både private og erhverv og sparer meget CO2.

Kilometertællerne i de tre Tesla-taxaer, som hører hjemme på Mors, runder indenfor de næste par måneder tilsammen 1 million kørte kilometer. Dermed har de tre dynamiske taxachauffører fra Nykøbing Mors gjort alle skeptikere, der tvivlede og frarådede dem at investere i en Tesla, til skamme.

”Ja, vi må sige, at vi har modbevist alle, som sagde, at det ikke kunne betale sig eller ikke kunne fungere. Det kunne tværtimod sagtens lade sig gøre,” siger Morten Noesgaard, en af de tre brødre, som kører Tesla-taxaerne. Alt hvad de for tre år siden har beregnet omkring økonomien og besparelserne på den lange bane har holdt stik, forklarer han.

De har otte års garanti på motor og batteri, og til november har de tre taxaer kørt i tre år. De kører vel at mærke ikke kun på Mors og i nærområdet, men gerne lange ture til både Aalborg, Aarhus og København.

”Vi har mange gode år med dem endnu – og næste mål må være to millioner km tilsammen eller en million hver,” siger Morten Noesgaard med et smil.

Teslaerne er utrolig populære blandt kunderne, der efterspørger de lydsvage og behagelige ture.

Hos Tesla Danmark har man hele tiden været meget optaget af de tre brødres taxaeventyr på Mors. De følger de tre taxachauffører, der er firstmovere, tæt, og fra Tesla i Danmark lyder det:

”Hos Tesla sætter vi stor pris på taxachaufførernes bidrag til en mere bæredygtig fremtid – en fremtid, som allerede nu har sparet verden for udledning af mere end tre millioner ton CO2 takket være alle Tesla-ejere.”

Elbil – det ansvarlige valg
Hos Thy-Mors Energi, som bakker op om og har et tæt samarbejde med ’Teslabrødrene’, som de populært kaldes, taler forretningsudvikler Michael Lyhne varmt for, at thyboerne og morsingboerne i højere grad ser elbilerne som et reelt alternativ. Især i Thy og på Mors, hvor stort set alt strøm produceres af vedvarende energi, giver det endnu mere mening.

”En elbil er helt klart det ansvarlige valg i dag. Det koster selvfølgelig lidt ekstra at købe en elbil, men det er billigere over tid,” siger han.

Mange siger, at de kører for langt til, at de kan bruge en elbil i hverdagen. Men ifølge Michael Lyhne viser statistikken, at de fleste danskere i gennemsnit kører 50 km om dagen inklusiv til og fra arbejde.

”Så selv om vi nok kører lidt mere herude vest på, så kan de fleste danskere faktisk få opfyldt deres daglige kørselsbehov med en elbil,” slår Michael Lyhne fast.

Thy-Mors Energi arbejder med at udvikle infrastrukturen for ladestandere i Thy og på Mors.

”Det gør vi for at sikre, at opladning på farten bliver muligt for alle, der bor eller besøger vores dejlige område,” forklarer Michael Lyhne.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!