TRADITIONEN TRO – teater om de helt store spørgsmål

Overlay

02. februar 2018

af Martin Arthur

Teater

Hvad betyder det at tro? Hvordan føles det? Kan man dele det med andre, eller er det en personlig sag? Og hvad skal man overhovedet tro på?

I tiden omkring konfirmationen kan der opstå mange trosspørgsmål hos et ungt menneske, men da det kan være svært at finde nogen at tale med det om, står den unge ofte alene med alle spørgsmålene.

”Netop af den grund spiller Thy Teater d. 6., 7. og 8. februar forestillingen TRADITIONEN TRO, som med sin fortælling om tre unge i konfirmationsalderen skal forsøge at hjælpe de nye konfirmander med at besvare nogle af de mange spørgsmål. Det er over 400 konfirmander fra Thisted og Sydthy provstier, som med deres præster skal se de fem opførelser,” fortæller Niels Vendius fra Thy Teater.

TRADITIONEN TRO undersøger de unges forhold til religion og tro med udgangspunkt i tiden omkring konfirmationen. Forestillingen går helt tæt på tre unge og de begivenheder, der præger deres liv, tanker og tro. En skilsmisse, en døende farmor og et familieopgør vender op og ned på deres liv og sætter følelser, diskussioner og religiøse begreber og traditioner i spil. Og selvom de tre unge er kristne og medlemmer af Folkekirken, kommer deres diskussioner også omkring jødedom og islam.

"Jeg ved ikke, om jeg tror på noget, og jeg er konfirmeret. Jeg kunne ligeså godt være nonfirmeret, hvis det ikke var, fordi min mor absolut ville have, at jeg skulle konfirmeres, fordi det er en familietradition." Sådan siger Jacob til vennerne Martin og Lotte. De tre sidder i barndommens hule, hvor de stadig mødes, når de har behov for at finde plads til tanker og diskussioner – eller når de voksnes verden trænger sig for meget på. Jacob er allerede konfirmeret, mens Martin og Lotte står overfor konfirmationen. Beslutningen hos de to ligger på mange måder i kortene; Lotte kommer fra en ateistisk familie, og Martins familie er troende, men så sker der noget for de tre unge, der vender op og ned på deres liv og sætter følelser, diskussioner og religiøse begreber og traditioner i spil. Vælger de at følge traditionen, tror de – eller forkaster de – både tro og tradition?

TRADITIONEN TRO bygger på research og interviews med inddragelse af blandt andre ungdomsforskere, præster, unge med en anden religiøs baggrund og unge, der har valgt eller fravalgt konfirmationen.

Det bliver med garanti tre lærerige dage på Thy Teater, som forhåbentligt sætter skub i tankerne hos de unge!

Medvirkende: Jacob Teglgaard, Brian Hjulmann og Lotte Bergstrøm. Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen. Dramatiker: Lærke Sanderhoff. Scenograf: Allan Frausing. Lysdesigner: Raphael Frisenvænge Solholm. Producent: Mærkværk i samarbejde med Thy Teater.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!