Alive Festival er klar med de første navne til jubilæumsprogrammet

Overlay

15. februar 2018

af Martin Arthur

Koncert

Den sejlivede festival er klar til tiende omgang med et kvalitetsbevidst og udfordrende program. Blandt de fire første kunstnere er stærke danske navne og et spændende internationalt besøg.

Til sommer har Alive Festival i ti år skabt kulturelt mødested mellem Thy og gæster fra hele landet gennem et ambitiøst og nysgerrigt musikprogram i smukke og intime omgivelser. Krydret med spændende afstikkere ud i lokalområdet og den storslåede natur vil Alive udfordre vaneforestillinger og fejre de fællesskaber på tværs af landet, festivalen udspringer af.

Alive Festival 2018 løber af stablen den 16.-18. august, hvor koncerterne afholdes i den gamle bypark Christiansgave i Thisted. De første navne på programmet er Peter Sommer & Tiggerne, Blaue Blume, Iris Gold samt belgiske Warhaus.

Peter Sommer & Tiggerne vil bringe lytterne gennem populære ørehængere fra forskellige albums, fra de ældre til de nye stærke numre. Sammen med sit band, ordspil og sprøde stemme, tager Peter Sommer publikum gennem en masse dragende fortællinger. Den 9. marts udkommer et spritnyt album: “Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske”, lavet sammen med blandt andre Bremer/McCoy, hvorfra flere stærke singler allerede er ude.

Himmelske melodier og knivskarpe hooks
Blaue Blume tager lytterne med ind i et unikt og drømmende univers med deres himmelske melodier, der med knivskarpe hooks leger med følelserne. Blaue Blume er anerkendt for deres intense live-koncerter, hvor publikum vil opleve en vild og dramatisk optræden, der bliver udført til perfektion og helt kompromisløst. Efter to års ventetid udgav Blaue Blume i november Ep’en “Sobs”, som er blevet rost til skyerne. Her udforsker de det danske sprog og synthpop-genren, blandt andet på numrene ‘Macabre’ og ‘Ebony’, hvor sidstnævnte i efteråret var P3s Uundgåelige.

Alives festivalgæster vil blive inviteret ind i en verden af “hippie hop”, når de ser energifyldte Iris Gold med band optræde – eller som hun selv siger: “Jeg kommer med mit sexede band, og sammen vil vi holde en kæmpe fest, i den bedste blokparty-stil”. Dette er en verden skabt af en farverig og smitsom sammensmeltning af retro-hiphop, soul og powerpop, med et generøst drys af flowerpower. I november udkom singlen “All I Really Know”, og der er mere musik på vej fra Iris Gold.

Coolness og basdrevne ballader
Warhaus lader musikken bære frem af stærke, groovy rytmer. Med sin dybe, sexede stemme, tager forsangeren Maarten Devoldere dig gennem rå, lidenskabelig lyrik, han sammenlignes ofte med store navne som Leonard Cohen, Tom Waits, Serge Gainsbourg og Nick Cave. Det belgiske band står da også selv for høj kvalitet. Det seneste album ”Warhaus”, fra 2017, blev af Gaffa kåret som årets 11.-bedste udenlandske plade. De formår med coolness at lave mørke, basdrevne ballader med et klassisk udtryk, samtidig med at de også kan sætte let gang i festivalgæsternes dansesko på numre som det bongo-toppede hit ”Love’s a Stranger”.

I alt vil cirka 25 kunstnere lægger vejen forbi Thy og Alive Festival til august. De næste musikoffentliggørelser forventes at komme engang i marts.

Billetter kan købes gennem Ticketmaster og alivefestival.d.

Prisen for en partoutbillet er 545 kr. (+ gebyr) til og med 4. april. Herefter 645 kr. (+ gebyr).

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!