Det regnbuefarvede kulturintermezzo

Overlay

12. september 2017

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

Børnekulturnatten i Thy. Den står på musik og dans i alskens kulører, når børn fra by og opland på fredag stimler sammen på Store Torv i Thisted. Traditionen tro åbner de deltagende foreninger og institutioner deres døre og byder velkommen til en farveprægtig aften med spændende aktiviteter under årets tema 'For enden af regnbuen'.

Sidste års succesfulde åbningsarrangement synes at have affødt en ny tradition: Musikskolen i Thy skruer op for musikken og instruerer de fremmødte til at være med – i 2016 blev natten stompet i gang, i år handler det om dans og bevægelse.

 

"Alle kan være med, og jo flere, der kommer, jo sjovere bliver det," siger biblioteks- og musikskoleleder Thomas Antunes, som også vil være at finde i musikskolens orkester til åbningsarrangementet. "Vi har desuden udfordret os selv endnu mere i år, så der venter de fremmødte en ekstra overraskelse."

 

Tyvstart for de mindste

Aftenens program bliver kickstartet på UCN, hvor pædagoguddannelsen er vært ved de førsteårsstuderendes årlige kulturnatsunivers. De studerende bruger en uge til at forberede sig på aftenen og udsmykker hele bygningen på Lerpyttervej med udgangspunkt i årets børnekulturnatstema. Eftermiddagsprogrammet er tiltænkt de mindste børn, men aktiviteterne foregår hele aftenen og er for alle besøgende. Igen i år kører en bus i pendulfart mellem UCN og Thisted by, sådan at alle kan komme trygt frem og tilbage hele aftenen.

 

Efter åbningsarrangementet kan de fremmødte gå på opdagelse på egen hånd. Og der er masser at give sig i kast med: Hvem får fx kontrollen over Regnbuedalen? Find ud af det sammen med Thy Rollespilsforening i Christiansgave. Bliver det lidt for vildt, viser Thisted Børnefilmklub kortfilm i alle regnbuens farver i Kino 1-2-3. Der er noget for børn i alle aldre over hele byen – og en ting er sikkert, man kan ikke nå det hele.

 

Plantagehuset på programmet

Særligt Plantagehuset får en helt ny rolle i år på grund af ombygningerne i KulturRummet. Således holder ikke kun Billedskolen i Thy til her, men også biblioteket indtager det populære medborgerhus.

 

Trine Laustsen, bibliotekar og tovholder for børnekulturnatten, siger: "Faciliteterne i Plantagehuset giver nogle helt andre og unikke muligheder i år. Vi er spændt på, hvordan de besøgende vil synes om de alternative rammer, inden vi næste år (måske) er tilbage i biblioteksbygningen."

 

Det afsluttende fakkeloptog starter også fra Plantagehuset og går igennem byparken, inden det som altid kulminerer med fællessang på Store Torv.

 

Det fulde program med en oversigt over årets deltagende aktører kan findes her.

 

Mød en kunstner

I går blev temaugen skudt i gang. Og regnbuestemningen er netop nu ved at sprede sig til alle Thys krinkelkroge, for skoler og børnehaver i hele kommunen får nemlig besøg af professionelle kunstnere. Ligesom sidste år bliver artefakterne fra de forskelige forløb udstillet fredag aften – i Thisted Musikteater kan familie og venner således få et indtryk af, hvad børnene har arbejdet med.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!