MED HOVEDET I HIMLEN OG FØDDERNE PÅ JORDEN

Overlay

16. november 2017

af Martin Arthur

Teater

En hjertevarm og livsbekræftende cabaret.

Onsdag d. 22. og torsdag d. 23. november kl. 20.00 inviterer Thy Teater publikum med på en positiv og humoristisk rejse ind i den midaldrende kvindes hverdag, når forestillingen MED HOVEDET I HIMLEN OG FØDDERNE PÅ JORDEN gæster Thy Teater i Frederiksgade i Thisted. I løbet af forestillingen vil publikum erfare, hvordan selv de mest almindelige hverdagsting kan anskues med musikalitet, humor og hudløs ærlighed.

I denne musikalske, humoristiske og ærlige nutids-cabaret følger vi to veninder, som mødes til deres månedlige kaffesnak. Snakken begynder som altid i det små, men når først sluserne er åbne hos de to voksne kvinder i deres bedste alder, er det ikke småting, der vælter ud. Snakken falder på ganske almindelige, men betydningsfulde, hverdagsting såsom sex, savn, parforhold og børn, men også på emner såsom alkohol og aldring. For hvad sker der med os? Og hvor er vi egentlig på vej hen?

Forestillingens to medvirkende, Susanne Breuning og Anne Karin Broberg, er begge særdeles kyndige damer, når det kommer til cabaret- og musikforestillinger. Susanne har tidligere bl.a. turneret med både Marlene Dietrich og Bodil Steen Cabaretter, og Anne Karin var i sidste sæson med i forestillingen “Kys Hinanden” om Aage Stentofts liv. De er begge garvede sangerinder og skuespillerinder og er suveræne til at fange hjertet og dybden i morsomhed såvel som alvor.

Medvirkende: Anne Karin Broberg og Susanne Breuning.
Pianist: Thomas Pakula.
Instruktør: Susanne Breuning og Louise Schouw.
Scenograf: Thomas Kolding.
Manuskript: Simone Isabel Nørgaard.
Producent: Louise Schouw Teater.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!