Vestervig inviterer til workshops om unikt boligprojekt

Overlay

08. marts 2017

af Martin Arthur

Handel & Byliv

Borgerforeningen har modtaget 737.000 ministerielle kroner til planlægning af fælles klyngeboliger for unge og seniorer.

Vestervig Håndværker- og Borgerforening går nu videre med udviklingen af byen. Der sker ved at realisere ideen om at fastholde både yngre og ældre borgere i byen ved at bygge nye klyngeboliger, hvor unge og seniorer skal bo side om side. Samtidig inviteres borgerne til at være med til at udvikle byggeriet.

”Vores ide bygger på tanken om at få rotation i landsbyen, de ældre kan rykke ud af deres hus, som de ikke magter længere, og så kan der flytte nye og yngre folk ind deres bolig. Vi er sikre på, at dette nye unikke klyngehusbyggeri vil øge Vestervigs beboerantal,” siger Keld Jensen fra Vestervig Håndværker- og Borgerforening, der er projektleder.

 Klyngebebyggelsen har fået navnet ’Klosterbo’ og allerede sidst i marts og midt i april inviterer projektgruppen og arkitekt Kenneth Olsen til to workshops, hvor interesserede borgere skal være med til at videreudvikle ideen og sætte deres præg på boligerne.

Undersøge nye veje
De 737.000 kroner er bevilget af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen blandt andet fordi projektet er unikt ved at se på boliger for unge og ældre i samme bebyggelse. Der regnes pt. med 7 seniorboliger i én streng og 7 ungdomsboliger i en anden streng, og det er en byggegrund på Christinavej, der er kig på.

”Vi forestiller os at generationerne får glæde af hinanden, og vi tænker, der skal være et fælles rum og fælles arealer, hvor man kan spille spil, spise sammen, og der kan også være fælles køkkenhave og dyrehold samt bålplads og legeplads,” forklarer Keld Jensen.

Midlerne skal også gå til at undersøge nye veje. Fokus er rettet mod nye drifts-

og administrationsformer for etableringen af ny bosætning i billige, energioptimerede og tidssvarende lejeboliger, der udfordrer de eksisterende regler for finansiering og drift via eksempelvis boligforeninger.

”Vi vil gerne have lejeboliger, som bliver et attraktivt alternativ til centerbyernes boligtilbud,” forklarer arkitekt Kenneth Olsen, og projektets ide er at prøve at gå nye veje, når det handler om lån, økonomi og organisering. Projektgruppen kigger blandt andet på andelstankegangen med andelsbeviser og drift via en lokal garantistillelse og driftsorganisation.

Det sidste, som projektet skal kigge på, er, at når man bygger med et energimål efter 2020, skal det

belyses, hvordan støv-, fugt- og skimmeldannelsen i såvel den eksisterende boligmasse og nye lavenergiboliger vil påvirke indeklimaet.

To workshops
Projektgruppen har allerede nogle overordnede ideer om, hvordan boligerne kan indrettes, og hvordan området kan etableres. ”Men vi inviterer nu alle borgere både i Vestervig og omegn til to workshops, hvor vi sammen med arkitekt Kenneth Olsen og konsulent Jeanette Lund, vil indsamle ideer og forslag til den mere konkrete udformning af boligerne og arealerne,” siger Keld Jensen.

De to datoer er tirsdag den 21. marts og torsdag den 20. april, og det foregår i Aktivitetscenter Vestervig-Agger.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!