Galleriet genåbner efter vinterpausen

Overlay

27. marts 2017

af Martin Arthur

Udstillinger

Thy til kunsten-Galleri Friis åbner sin syvende sæson i Villerslev med et stort lækkert kagebord bestående af 6-7 forskellige slags kager, som kan købes i galleriets café.

Galleriet har som sædvanligt været lukket i vintermånederne, men det er ikke ensbetydende med en lang vinterferie for Sanne Friis, der har brugt tiden til at male nogle nye malerier, og som har deltaget på den nordjyske kunstudstilling ”Nørhalne viser kunst”.

Derudover har hun haft en større udstilling hos kunstforeningen på Revision Limfjord i Thisted. Og så er galleriet jo indrettet i gamle bygninger, så vintertiden er også gået med nogle småreparationer.

En nyskabelse i galleriets vinterpause har været et keramikkursus, som blev afholdt i den nye café. Underviser var keramiker Henrik Nielsen, der er kendt af kunder i galleriet som den ene halvdel af keramiker-parret Aaen & Nielsen for deres farvestrålende og finurlige keramik. Der var stor rift om pladserne på kurset, der blev fuldtegnet alene efter mund til øre-princippet. Der bliver et nyt kursus i caféen med Henrik Nielsen næste vinter – og allerede på nuværende tidspunkt er der kun få ledige pladser. 

Sanne glæder sig til at komme i gang med den nye sæson, hvor der hen over året bliver mulighed for at se og købe værker af mange nye kunstnere i galleriet, og så er butikkens udvalg af dametøj i år blevet noget større med kjoler og bluser af hør og tilhørende smukke tørklæder.

Påskeudstillingen er endnu ikke færdigophængt, men det vil den være Skærtorsdag, d. 13. april, hvor der sædvanen tro er fernisering kl. 13.00, og hvor formand for ”Friends og Cold Hawaii” og tidligere rektor ved Thisted Gymnasium, Finn Jorsal vil holde åbningstalen.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!