Fra hjemmebyggede instrumenter til livsmestring

Overlay

05. maj 2017

af Martin Arthur

Koncert

I dag kulminerer projektet 'Musik i Børnehøjde' med en stor afslutningskoncert på Hanstholm Skole. Hele indskolingsafdelingen, lærere og musikskolelærere skal sammen vise forældre, kammerater, søskende, bedsteforældre og andre interesserede, hvad de har brugt de forgangne ni fredage på. Og det går ikke stille for sig, når koncerten går i gang – med professionel lyd- og lysmand samt instrumenter, eleverne selv har bygget.

Hanstholm Skole og Musikskolen i Thy har sammen anvendt en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen til et nyskabende lokalt pilotprojekt, som bygger bro mellem musikskolernes specialiserede musikfaglighed og tre grundskolefag: dansk, idræt og natur & teknik. Nu er pilotprojektet ved at være ved vejs ende, og efter dagens koncert skal forløbet evalueres grundigt – det er nemlig håbet, at andre skoler kan inspireres af projektets erfaringer.

"Musikskolen i Thy arbejder på at skabe et øget samarbejde mellem kulturinstitutionerne og skole- og dagtilbudsområdet, og med Musik i Børnehøjde har vi kunnet observere og erfare, at mødet mellem musikskole og folkeskole har givet børnene både sjove og lærerige oplevelser. Projektet har været en succesfuld afprøvning af en undervisningsmodel, som vi håber vil kunne komme andre børn i kommunen til gode," siger Thomas Boe Mikkelsen, souschef på Musikskolen i Thy.

Musik i hjernen
Projektet kommer i kølvandet på en øget interesse for sammenhængen mellem musik og læring. I 2016 udførte blandt andre Peter Vuust, der er professor ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet, et masseeksperiment, hvor over 20.000 elever fra 0. klasse til 3.g deltog. Eksperimentet viste kort fortalt, at børn, der spiller et instrument eller går til sangundervisning, er bedre rustet til at lære andre færdigheder som at læse og regne.

Tom Pedersen, leder på Hanstholm Skole, fortæller: "Samarbejdet mellem Hanstholm Skole og Musikskolen i Thy har været overordentlig værdifuldt. Først og fremmest har vores elever fået ny viden på en alternativ måde og har oplevet og lært både med hoved og krop. For det andet har samarbejdet også givet en masse god læring for vores lærere. Det er en fornøjelse for os på skolen at møde nogle superdygtige og engagerede musikundervisere fra musikskolen, der kan vise os, hvordan musikundervisning også kan være! Jeg bilder mig faktisk også ind, at vores kolleger fra musikskolen henter noget viden med hjem, fx om det at undervise mange elever ad gangen."

Når hverdagen bare spiller
Læringsfællesskaber på tværs af kultur-, undervisnings- og dagtilbudsområdet er noget, man arbejder intensivt med i Thisted Kommune. Alene i skoleåret 2016/17 har man været i gang med seks nye projekter, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, og som understøtter og udvikler samarbejdsformerne mellem kulturaktørerne, skoler, ungdomsuddannelser og dagtilbud. Derfor glæder det også koordinator i Kulturtjeneste Thy, Marie Louise Klitgaard, at se, hvordan flere og flere børn i kommunen oplever kunsten og kulturen som en naturlig del af deres hverdag.

"Det overordnede mål for alle vores kulturrelaterede projekter for børn og unge er at skabe højere faglighed, bedre trivsel, livsmestring og tilhørsforhold til det Thy, de yngste borgere vokser op i. Med Musik i Børnehøjde på Hanstholm Skole bidrager Thy konkret til erfaringsindsamlingen inden for feltet musik og læring, og spiller altså - ligesom flere af vores andre igangværende projekter – ind i den nyeste og evidensbaserede forskning, der undersøger og dokumenterer kunsten og kulturens værdi i den almene undervisningspraksis," siger Marie Louise Klitgaard.

Koncerten afvikles kl. 16 i dag på Hanstholm Skoles bibliotek – der er gratis entre.

Projektet Musik i Børnehøjde er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!