Thy-Mors Energi udlærer nu den første IT-supporterelev

Overlay

23. august 2017

af Martin Arthur

Erhverv

31. august 2017 bliver IT-supporterelev Michael Futterup udlært fra Thy-Mors Energi. Han er den allerførste IT-supporterelev, som Thy-Mors Energi udlærer. Det bliver fejret med fælles kaffe og kage – samt en gave til den nyudlærte – på arbejdspladsen den 31. august.

”Michael Futterup var den første IT-supporterelev, vi ansatte, og det er skønt at se, at han nu kommer ud med 12-taller på stribe. Vi har valgt at ansætte ham et år mere, da vi er så glade for ham,” fortæller HR-chef Diana Andersen fra Thy-Mors Energi. 

Michael bor i Øster Assels på Mors og er 25 år. Han har været i lære i to år og er udlært 31. august.

Om sin elevtid i Thy-Mors Energi siger han:

”Det har været spændende at være elev her, for jeg har fået lov til at arbejde med det, jeg har lyst til. Det har også gjort, at mine karakterer har været så gode i skolen. Men det har også været en travl tid. Jeg har været med til at starte IT-afdelingen op og med til at skifte alle computere og telefoner. Thy-Mors Energi har gjort mig til en stærkere person med alle de tekniske erfaringer og muligheder, jeg har fået.”

Michael Futterup blev startskuddet til, at Thy-Mors Energi har valgt at ansætte flere elever, som bliver færdige i de kommende år. Det er nemlig Thy-Mors Energis ønske at vise de lokale unge, at der er gode karrieremuligheder i virksomheden, og at de sagtens kan få udfordringer og skabe karriere lokalt.

Diana Andersen, der er HR-chef, fortæller, at Thy-Mors Energi løbende deltager på uddannelsesmesser i området og virksomhedsdage hos EUC Nordvest, hvor de møder og snakker med de unge, der snart står og skal have en læreplads.

Thy-Mors Energi har lige nu elever indenfor kontor/kundeservice, regnskab, IT-support og lager/logistik og derudover en elektrikerlærling i samarbejde med en lokal elinstallatør.

”Vi gør meget ud af at lade vores elever prøve meget forskelligt af og lytte til, hvad de gerne selv vil. Et eksempel er, at vores kontorelev gerne vil lære mere om marketing og derfor lige nu er i vores marketingsafdeling og for eksempel har fået mulighed for at lave kommunikation i forbindelse med, at vi deltog i Thy Rock,” fortæller Diana Andersen.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!