Ung og ung i mellem – en dag i musikkens tegn

Overlay

24. april 2017

af Martin Arthur

Koncert

Musikskolen i Thy. Alt fra violin og klaver til kor og sangskrivning bringes i spil, når musikskolens fokuslinje skal undervise yngre elever ved en særlig UNG-UNG-workshop i Hurup.

Passionen for musik er fællesnævneren i musikskolens UNG-UNG-workshop, hvor unge musikeraspiranter skal arbejde sammen med andre unge om alt fra sangskrivning til komponering og fremførelse. Et inspirerende samarbejde, der skaber en helt særlig kontakt mellem underviser og elev.

 

Kontakt, inspiration og tillid

Musikskolens fokuslinje giver særligt motiverede og ambitiøse elever de bedste betingelser for deres musikalsk udvikling. Derfor skal de til workshoppen modtage kyndig undervisning af musikeren David Lundmark som en del af forberedelserne til deres afsluttende prøve.

 

Dagen giver dem mulighed for at optimere deres afsluttende numre til prøven, dele erfaringer og få gode råd, og samtidig er workshoppen en god mulighed for eleverne til at få erfaring med at lære fra sig og inspirere andre.

 

Det er dog ikke kun de unge fra fokuslinjen, der har særlig gavn af musikskolens workshop. Konstellationen af unge, der brænder for at lave musik, som underviser andre unge, er inspirerende - ikke mindst for de yngre elever, mener workshop-tovholder Line Gade:

 

"Det kan give en særlig kontakt mellem underviser og elev, når aldersforskellen ikke er mere end 10 år. Der opstår en tillid, hvor det handler om at opnå noget sammen, fremfor at modtage konkret læring, som man skal suge til sig som elev. Det handler ligeså meget om at suge inspiration og glæden ved musik ud af underviserne."

 

Todelt workshop med fælles koncert

Om formiddagen øver fokuslinje-elever, klaver- og strygerhold, korhold og sangskrivningshold med deres respektive undervisere.

 

Om eftermiddagen mødes samtlige elever så igen, for denne gang at blive sammensat i nye workshophold på tværs af alder, instrumenter og hold. Her skal de mange deltagere så akkompagnere og øve nogle af de sange, der er blevet skrevet på sangskrivningsholdet tidligere på dagen - under ledelse af de ældre elever fra fokuslinjen.

 

Dagen afsluttes med en fælles koncert fremført af UNG-UNG-workshoppens deltagere med alle de nyskrevne sange. Koncerten er for forældre og andre interesserede.

Workshoppen finder sted lørdag den 6. maj på musikskolens afdeling i Hurup, koncerten er kl. 17.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!