Danmarks største vildmark.
Natur i Thy er noget helt specielt. Faktisk så speciel, at Thy blev valgt som hjemsted for Danmarks første nationalpark – Nationalpark Thy – som blev indviet i 2008
Nationalpark Thy er Danmarks største vildmark og strækker sig i et 12 kilometer bredt bælte fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord. Et område, der er næsten lige så stort som Langeland.
Det er et område, som er formet af århundreders sandflugt, og det rummer i dag store nationale og internationale natur- og landskabsværdier i form af kyst, klitter, klitheder, søer og klitplantager.
Der knytter sig desuden en særlig kulturhistorie til det barske landskab nær vestkysten, og netop samspillet mellem kulturhistorie og natur er en bærende del af ideen om en nationalpark i Thy. Klitheden er en sjælden naturtype - også i europæisk sammenhæng.
Klitheden er en mosaik af tørre og fugtige områder, som hver har deres karakteristiske plantesamfund og en del arter af stor sjældenhed. Det er her, vi træffer nogle af vore mest fåtallige ynglefugle: hjejle, tinksmed og trane.
Nationalpark Thy’s første temacenter er etableret ved Stenbjerg Landingsplads syd for Vorupør – et godt udgangspunkt for at lære mere om naturen i nationalparken.
Læs mere om Nationalpark Thy her.

![]()